Hvordan smager Mustiguillo Mestizaje Tinto Vino de Pago 2021 ØKO?
Mørk kirsebærfarvet med næsten sort kerne... Næsen fortryller med stor og kompleks charmeduft af saftige søde og sorte skovbær, læder, kalkstøv, røget kød, sort peber og en parade af middelhavsurter, der trumfes med kaffe, chokolade og ristede vaniljenoter fra fadlagringen... Mestizaje 2021 glider blidt over tungen, hvor lækker teksturens smoothness langsomt opløser sig i lækker velsmag af elegant fadkrydrede blåbær, blommer og sorte kirsebær... Lang og læskende finish med blide tanniner og forrygende kalkmineralitet fra det exceptionelle terroir. Spansk kongerødvin! Drik nu, eller gem + 10 år fra høståret.
Mustiguillo Mestizaje Tinto Vino de Pago 2021 ØKO passer godt til...
Hvordan er Mustiguillo Mestizaje Tinto Vino de Pago 2021 ØKO fremstillet?
Vinen er fremstillet på 73% Bobal, 15% Garnacha og 12% Syrah fra det kuperede terroir Pago El Terrerazo, der ligger i 800 meters højde og er velsignet med veldrænede kalkstensmarker. Druerne selekteres med håndkraft fra fritstående vinstokke, der for at holde kvaliteten i top dyrkes økologisk og uden kunstvanding.
Hver druesort og hver parcel vinificeres separat, så winemaker Antonio Sarrión får optimale forudsætninger for at sammenstikke det endelige blend. Før gæringen koldmacereres druerne i 3 døgn ved 8-10°C, hvilket føjer ekstra farve og frugt til den færdige vin. Vinens terroirpræg fremmes ved spontangæring med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer. Gæringen på ståltanke og egetræskar strækker sig over 11-13 dage med frugtbevarende temperaturstyring, mens overpumpninger og manuelle ”punch downs” sikrer skånsomt udtræk af frugt og tannin fra drueskallerne. Efter gæringen trækker vinene yderligere karakter fra drueskallerne i 5-8 dage, inden vinen omstikkes til 10 måneders lagring på et mix af ståltanke og 500 liters franske egetræsfade.
Om Bodegas Mustiguillo

Hvis Noma lavede vin i Spanien…
René Redzepi fra Noma var pioner for michelinmad på glemte nordiske råvarer, og helt i samme ånd har Antonio Sarrión fra Bodega Mustiguillo gjort den skammeligt oversete østspanske Bobal-drue til en funklende verdensstjerne!
I 1990’erne vendte Antonio ”Toni” Sarrión ryggen til en karriere som forretningsmand for at hellige sig sin helt store passion: vin!
Hjemme på Valencia-egnen kastede Toni sig hovedkulds over studier i ønologi og vindyrkning, og snart efter huserede han i vinkældrene hos tophuse i Californien, Chile og Argentina (heriblandt verdensberømte Achaval Ferrer og 100 point-ikonet Zuccardi).
Toni var klar. Og tog særligt én observation med sig hjem til Østspanien: at mange af verdens største vine var lavet på lokale druesorter! Hans eget valg faldt på to regionale specialiteter, hvidvinsdruen Merseguera og rødvinsdruen Bobal.
Ingen af druene blev dengang regnet for noget, da de lokale Valencia-producenter med hjælp fra kunstvanding og hed dalvarme prioriterede størst mulige høstudbytter med henblik på produktion af billige og jævne konsumvine.Toni, derimod, dyrker druerne på fem unikke monopolmarker i 800 til 900 meters højde nær det øde landsted El Terrerazo, som hans familie overtog tilbage i 1972.
Økologisk dyrkede marker? Kuperede, kalkholdige skråninger i 800-900 meters højde? Ingen kunstvanding og derfor mystisk lave høstudbytter? Spontangæring? Osv. osv… Ingen af de lokale forstod dengang et hak af, hvad Toni havde gang i, så ”Rasmus Modsat" oppe i højderne måtte begynde helt fra bunden med at fremstille simpel spansk bordvin (Vino de Mesa).
Ikke uden uro i maven lancerede Toni i 2003 endelig sin første flaske Bobal Quincha Corral… men da indflydelsesrige Robert Parker kvitterede med 95 point, var alt som med et trylleslag forandret. Snart blev der skålet i Bobal og Merseguera på verdens bedste restaurant, El Bulli, og sidenhen på Celler de Can Roca, The Dorcester, Fat Duck og mange andre michelinrestauranter!
I 2010 var selv de lokale skeptikere overbevist, og Bodegas Mustiguillo fik tildelt sin helt egen appellation, Vino de Pago El Terrerazo. ”Food & Wine” har hyldet Mustiguillo som et af 20 bedste nye vinhuse, mens Antonio Sarrión af tyske ”Der Feinschmecker” er nomineret til titlen "Newcomer of the year". I 2012 var Mustiguillo at finde på Wine & Spirits Top 100 over “Wineries of the Year”.
I dag laver Bodegas Mustiguillo fortsat kun vine fra egne, økologisk certificerede marker, fremfor alt de to top-terroris Finca Terrerazo og Finca Calvestra. Sideløbende med prestigevinene fra Bodegas Mustiguillo, fremstiller Toni den populære, value-orienterede Atance-serie fra sit andet (og ligeledes økologisk certificerede) vinhus, Risky Grapes.















